Resume på dansk

Ældre udgave. Se opdateret projektbeskrivelse på hjemmesiden.
Forskningsprojektets formål

Den historiske undersøgelse, der ligger til grund for projektet, blev startet indenfor rammerne af et ph.d.-studium på Det humanistiske fakultet, Københavns Universitet. Dette studium resulterede i et arbejde, som nok er dybtgående analytisk, men også en smule indforstået og kryptisk i formen. Den fagkyndige bedømmelse indeholdt desuden kritiske bemærkninger, som bogprojektet også har haft til hensigt at imødekomme. Det har været min ambition, at arbejdet skulle have reel indflydelse i forhold til den pågående diskussionen om Sydafrikas samtidshistorie. Dertil krævedes yderligere aktualiserende analyser, en udvidelse af emnefeltets bredde, samt en gennemskrivning med henblik på at øge læsevenligheden.
Mit eget engagement i projektet indeholder en forpligtelse til at nyttiggøre forskningsresultaterne både i forhold til det ny Sydafrika og i forbindelse med den hjemlige debat om NGO-deltagelse, overgangsbistand og den øgede interesse for emnet i medier, gymnasieundervisning mv. Værket er i første omgang publiceret på dansk. Det indgår imidlertid i ideen, at det under en eller anden form bliver en del af den internationale debat om emnet det vil publiceret på engelsk både i sin helhed og i form af artikler i internationale tidsskrifter.

Problemformuleringen

Bogen er afgrænset omkring et hovedproblem i sydafrikansk historiografi, nemlig forskningen i centrale sammen­hænge mellem politik, økonomi og ideologi i Sydafri­kas nyeste histori­e og denne prioritering vil blive fastholdt og uddybet gennem det videre arbejde med projektet. Granskningen af relationerne mellem race og klasse og mellem statsmagt og produktionssfære er i fokus. Eller mere præcist: Historiedebatten om segregation/apartheid som bestemmende element i Sydafrikas politiske økonomi. Forskningsprojektet handler altså om forskellige historiesyn og deres afvigende holdninger til hvilke strukturelle systemelementer, der har været determinerende for racepolitikken.
Der er gjort mange forsøg på at isolere og karakterisere de centrale elementer i den særegne sydafrikanske samfunds­form. Adskillige af dem på højt fagligt niveau. Disse forsøg tog fra begyndelsen af 1970'erne form af en videnskabelig debat, hvis deltagere først og fremmest delte sig i to hovedlejre, nemlig den liberale skole og den radikal-revisionistiske skole. Historikere i og udenfor Sydafrika har haft en væsentlig placering i denne viden­skabelige diskussion, der, bl.a. på grund af opbygningen af miljøer af eksilforskere, har fået et stærkt internationalt præg.
Både den konventionelle engelsk-liberale skole og den radikale skoles historikere har forsøgt at rekonstruere en fortidig virkelighed med relevans for nutidens problemer. Begge retninger er gået ud fra en praksis, hvor fortiden forstås i lyset af nutiden og samtiden forandres på basis af historisk viden. De brændende spørgsmål i historikernes samtid stillede krav til opklaring af sammenhænge i den historiske virkelighed og netop denne korrelation har gjort forsk­ningsdebatten omkring Sydafrikas historie så engageret og anvendelig.
Mit projekt stiller sig som opgave at afdække de vigtigste positioner i historikerdebatten, undersøge dennes forudsætninger og forløb, samt at medvirke til en vis afklaring af, i hvilket omfang paradigmerne er henholdsvis konvergerende eller antagonistiske. Jeg håber også, at undersøgelsen derudover vil hjælpe til et større indblik i apartheidsamfundets natur, således som det har udviklet sig og, på trods af dets formelle afvikling, i et vist omfang stadig fungerer.

Problemstillingens relevans

I dag forekommer mange af de provokerende debatindlæg, som åbnede historikerkontroversen, stadig aktuelle på grund af deres principielle og metode­teoretiske tilgange. Alligevel virker de utilfredsstillende og kalder på nye synteseforsøg. Efter 1996 begyndte debatten tilsyneladende at afmatte eller måske endda klinge ud. Der spores stadig kraftigere konvergerende tendenser og kategoriseringen af historikerne i ideologiske båse virker efterhånden lidt konstrueret og vilkårlig. Nogle af den senere tids debatdeltagere mener endda, at kontroversen ikke længere er en kontrovers og at diskussionen har overflødiggjort sig selv. Udgangspunktet for mit projekt er tværtimod, at den ideologiske debat langt fra er afsluttet, men trods visse tendenser til en ny konsensus vil fortsætte med at stimulere dialektik og dynamik i sydafrikansk historieforskning og fremme dennes vekselvirkning med det omgivende samfund. Netop dette har været en væsentlig motivation for en mere udadvendt videreudvikling af afhandlingen.
Forholdet mellem den sydafrikanske stats racepolitik og den økonomiske udvikling vil altid være et relevant forskningsfelt for historikere, der lægger vægt på sammenhængen mellem fortid og nutid. Under udviklingen af strategier for økonomisk vækst og fordelingspolitik i det ny Sydafrika vil debatten om sammenhængen mellem apartheid og kapitalisme nødvendigvis blive et tilbagevendende tema.

Metodologi

Bogen handler om holdninger og historiesyn. Det indbefatter referencer til mange, forskellige forskeres opfattelser, men også, at jeg selv tager stilling til de behandlede historieværker og historiesyn. Bogen fremstår derfor som en diskuterende, personlig analyse og den vil ikke nødvendigvis kunne opfylde et strengt neutralistisk saglighedskriterium, der måtte være gældende for et mere anvendelsesorienteret arbejde. Ud fra alment accepterede, kildekritiske kriterier prøver jeg naturligvis at inddrage et repræsentativt udsnit af arbejder i undersøgelsen af historikerskolerne og diskussionen mellem dem, ligesom jeg forsøger at behandle dette materiale på en fair og alsidig måde.
En statusopgørelse over historiefagets udvikling i Sydafrika, som der i realiteten er tale om, fordrer nogle tanker om anvendelige undersøgelsesmetodologier. Fasebeskrivelser konfronterer eksempelvis historiografen med spørgsmålet om, hvordan man teoretisk beskriver eller begrebsliggør processer, som giver sig udslag i sporskifter og forandringer i historieforskningens historie. Overvejelser om dette findes i den udvidede projektbeskrivelse.
Den metodologi, jeg anvender til historiografisk skelnen, bygger ikke på færdigskabte, klart formulerede identifikationskriterier. Det er næppe muligt at identificere historiografiske retninger uden konkrete, til lejligheden opstillede kriterier. I realiteten vil det være meget svært at finde klare, indrevidenskabelige retningslinjer, der kunne give nøjagtige og præcise adskillelser af historiske skoler, ligesom mange metodologiske og analytiske problemer går på helt på tværs af paradigmerne. Når jeg selv i sydafrikansk historiografi påviser både analytiske problemer og handlingsvejledende synteser, som går på tværs af hovedparadigmerne, viser det vel, at man ikke kan opstille simple, formelle, indrevidenskabelige kriterier, der klart adskiller historieopfattelserne. Når jeg alligevel i min bog opererer med to moderne hovedskoler, samt en række varianter i sydafrikansk historieforskning, som jeg faktisk ser rimeligt klare skillelinjer imellem, er det i høj grad med baggrund i, at disse åbenlyst adskiller sig i synet på deres egen samtids problemer og i deres brug af historien i forhold til disse. Det har altså været mit udgangspunkt, at adskillelsen af paradigmerne grundlæggende må ses ud fra videnskabseksterne overvejelser. Og hvad mere er, som kritisk historiker behøver man heller ikke at være bange for denne meget direkte sammenhæng mellem historieparadigmer og strømninger i den nutidige virkelighed, tværtimod er meget fremragende historieskrivning skrevet ud fra et nutidigt engagement.
Som udgangspunkt har jeg en opfattelse af de afvigende historiske skoler i den sydafrikanske kontekst som værende historieideologier, der mere eller mindre åbenlyst afspejler interesser, tankesæt og politiske strømninger i det omgivende, samtidige samfund. De sydafrikanske historikeres konkrete arbejder ses derfor i forhold til atmosfære og forudsætninger i det omgivende samfund.
Undersøgelsen af historikernes afvigende opfattelser af relationerne mellem race, klasse og økonomi, koncentrerer sig om analyser af deres konkrete arbejder, der, som alle historiske dokumenter bør, forsøges set i lyset af den historiske samtid, de er skabt i og med opmærksomhed på forfatternes motiver og verdensbilleder. Der fokuseres bl.a. på historikernes behandling af nøgleproblemer som:

  • Sammenhænge mellem raceattituder, klasseforhold og kultur.
  • Vækstrationalitet og økonomiske dysfunktioner og succeskriterier.
  • Overgangen fra førkapitalistisk til moderne landbrug.
  • Industrialiserings-, urbaniserings- og proletariseringsprocesser.
  • Den lovbestemte, hvide, politiske dominans efter racelinjer.
  • Den åbenlyse, formelle raceadskillelses institutioner, love og procedurer.
  • Baggrunden for de folkelige protester og andre sociale udtryksformer.
  • Identifikationen af underliggende samfundsmæssige væsenstræk.
  • Overordnede metodeteoretiske holdninger.

Samt på mange andre tekst- og analyseelementer, der er vanskelige at rubricere generelt.

Bogens opbygning

Bogen har egentlig en ret enkel komposition. Efter indledningskapitlet gennemgås den liberale og den radikale historiografis udvikling hver for sig gennem kapitel 2 og 3, der begge er inddelt i tre underafsnit. For at skabe et historisk udgangspunkt bliver skolernes historie før henholdsvis 1965 og 1970 indledende undersøgt i det første af disse un­derafsnit, hvorefter følger en undersøgelse af mere aktuelle udviklinger og i det tredje underafsnit forsøges en syntese omkring skolens historiesyn på det sydafrikanske samfund konstrueret. I kapitel 4 analyseres gennem seks underafsnit nogle af de vigtigste stridspunkter mellem de to hovedopfattelser og endelig forsøges det i kapitel 5 at drage nogle slutninger omkring skolernes positioner, svagheder, muligheder og dilemmaer.
Da afhandlingens form er tematisk-diskuterende indeholder mange afsnit løbende delkonklusioner og disse vil altså ikke nødvendigvis kunne findes samlet i afslutningskapitlet.
For at relatere den akademiske strid og spørgsmålet om politøkonomisk rationalitet til en historisk empiri er der blevet arbejdet med appendikser om universitetsinstitutionelle strukturer og national- og socialøkonomiske oversigter, samt mere faktuelle appendikser med oversigter over kronologi, anvendte begreber og racelovgivning.

Materialegrundlaget

Den videnskabelige debat udgør i sig selv et stort, men trods alt begrænset, kildemateriale.
Som grundlag for forskningsprojektet er opbygget en database med over 6000 referencer til historie- og samfundsforskning omkring Sydafrika. Heraf indgår over 600 af de væsentligste bidrag til forskningsdebatten direkte i undersøgelsen. De omfatter videnskabelige af­handlinger, upublicerede universitære arbejdspapirer, konferencebidrag, personlige arkiver, interviews, tidsskriftartikler, monografier og flere andre kildetyper.

Størstedelen af det nødvendige datagrundlag for forskningsprojektet er tilvejebragt via nedennævnte informationscentre, som jeg alle har haft stor glæde af:
Internationale forskningscentre og biblioteker, herunder: Nordiska Afrikainstitutet, Uppsala, Centre for Southern African Studies, University of York, School of Oriental and African Studies, University of London, Institute of Commonwealth Studies, University of London, British Library, Institute of Development Studies, University of Sussex, Universitetsbiblioteket i Oslo, Sektion Afrika und Nahostwissens­chaften, på universitetet i Leipzig.
Sydafrikanske biblioteker og arkiver, herunder først og fremmest: State Library (Die Staatsbiblioteek), Pretoria, Central Archives Depot, Pretoria, South African Library, Cape Town, Cape Archives Depot, University of Natal Libraries, University of the Witwatersrand Libraries (Department of Historical Manuscripts, Gubbins Library m.fl.), University of Cape Town Libraries (Manuscript and Archives Division m.fl.), The Institute for Contemporary History (INCH), University of Orange Free State, Bloemfontein, South African Institute of Race Relations.
Danske forskningsbi­lioteker, herunder: Det konge­ige bibliotek, Universitetsbiblioteket på Amager, Roskilde Universitetsbibliotek, Mellemfolkeligt Samvirkes bibliotek, Institut for økonomisk histories bibliotek, Fællesbiblioteket for Kultursociologi og Samfundsfag/Forvaltning, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Center for Udviklingsforskning, København, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
Frihedsbevægelser og faglige organisationer, herunder: ANC, ILO, COSATU og dens medlemsorganisationer og AAM, den engelske antiapartheidbevægelse.
Andre organisationer og institutioner, herunder: Catholic Institute for International Relations, International Defence and Aid fund for Southern Africa, Unesco og World Council of Churches.